grøntsager i ovnen

Varm ret til vinter: Ovnstegt vintergrønt

Lav den lækreste ret med grøntsager i ovnen, som er en skøn ret til både efterår og vinter. Få opskriften på ovnbagte rodfrugter og grøntsager her.

Skrevet af Imerco · 8 oktober 2024

Du kan snildt bruge de grøntsager, du har liggende i køleskabet. Både rodfrugter og andre grøntsager egner sig nemlig til denne ret, så du kan sammensætte retten a la dig.

Se alt fra Scanpan.

Ingredienser til vintergrønt Au Four

Til 4 personer

½ hokkaido græskar
2 løg
¼ knoldselleri
2 runde rødbeder
¼ savojkål
4 jordskokker

Sådan laves grøntsagerne i ovnen

Skyl alle grøntsagerne grundigt. Lad skrællen blive på. Skrub dem evt. med en ren skuresvamp og skyl efter.

Skær grøntsagerne ud i nogle flotte, naturlige stykker. Ikke for småt.

Kom rødbedestykkerne i et fad, og sæt dem i en forvarmet ovn på 180 grader i 10 minutter.

Fordel herefter de andre grøntsager i fadet, og krydr det hele med lidt salt.

Tilbered grøntsagerne i yderligere 15 min. ved 180 grader, eller til alt er mørt og let karamelliseret.

Hvis grøntsagerne mangler farve, men er møre, så sæt oven på grill og giv dem 5 minutter.

Ingredienser til marinaden

1 spsk. hakket persille
1 spsk. hakket oregano
1 spsk. hakket koriander
Fintrevet skal og saft fra en økologisk citron
1 tsk finthakket rød chili
1 dl ekstra jomfruolivenolie
2 spsk. rødvinseddike
Havsalt og friskkværnet peber

Derudover også 2 dl græsk yoghurt samt saltede, ristede, spanske mandler, der er groft hakkede. 

Sådan laves marinaden

Det hele røres sammen og smages til. Marinaden skal trække i minimum 30 minutter inden servering.

Ved servering kommes marinaden ud over de bagte grøntsager og drysses med hakkede mandler. Serveres med en skål græsk yoghurt. Evt. drysset med lidt hakket koriander.

Vidste du, at ...

Opskriften er udviklet af den danske Bocuse d’Or-vinder Kenneth Toft-
Hansen, der til daglig driver det smukke Svinkløv Badehotel.

grøntsager i ovnen