rengøring julepynt

Sådan får du dit julepynt funklende fint igen

Trænger dit julepynt til at blive gjort rent, så det kan tage sig allerbedst ud til jul? Så læs med her, hvor vi guider dig gennem rengøringen af forskellige materialer og drilske julesager.

Skrevet af Imerco · 22 november 2024

Julen nærmer sig, og det er tid til at finde julepynten frem fra gemmerne. Men selvom du har pakket det hele forsigtigt væk sidste år, kan støv, stearin og snavs gøre din pynt mindre glansfuld. Heldigvis kan du nemt genoprette magien i din julepynt med nogle enkle, men effektive rengøringstips. Her får du en komplet guide til at gøre alt fra julekugler til juletræstæpper funklende rene.

Sådan får du dit julepynt skinnende ren

Julekugler: Pas på det sarte pynt

De fine julekugler med glimmer, striber og delikate detaljer kræver nænsom behandling. Brug en tør, blød klud til forsigtigt at tørre støvet af. Undgå fugt, da det kan skade dekorationerne. Er de lavet i glas, så pres på ikke at presse på dem, når du gør dem rent.

Se alle julekugler.

lysholdere rengøring

Lyseholdere i metal

Kæmper du også hver bagjul med rester af stearinlys i dine fine, forgyldte lyseholdere? Lyseholdere kan være særligt udfordrende, hvis de netop er dækket af størknet stearin, men her får du en nemt guide til at rense dem:

  • Blødgør stearinen: Læg lyseholderne i varmt vand, så stearinen bliver blød og nem at fjerne.
  • Rengør forsigtigt: Vask dem i varmt sæbevand med en blød klud.
  • Undgå pudsemidler: Især forgyldte holdere kan tage skade af slibende midler.

Se alle lysholdere.

juletræstæppe rengøring

Juletræstæppet: Fjern stearin og pletter

Er uheldet ude, og er der dryppet stearin på dit juletræstæppe, så fortvivl ej. Stearin kan fjernes fra tekstil på tre måder:

Den kolde metode

Stearinpletten skal størkne, så stoffet skal en tur i fryseren. Frosset stearin kan du nemlig banke på, til det splintrer og kan skrabes af stoffet eller falder af sig selv. Hvis ikke dette er nok, kan du efterfølgende forsøge dig med den varme metode.

Den varme metode

Læg et par stykker køkkenrulle eller kaffefiltre over og under pletten og brug et strygejern på lav varme til at smelte stearinen. Køkkenrullen suger nu den smeltede stearin væk. Husk at slå strygejernets dampfunktion fra først.

Acetone

Har de to ovenstående behandlinger ikke virket, så kan du forsøge dig med acetone. Men vær forsigtig, det er ikke alt stof, der tåler opløsningsmidler, som acetone. Test derfor først på et lille område for at undgå skader.

Sølvtøj: Genopliv glansen

Tag en ler- eller glasskål og beklæd den med stanniol. Tilsæt et par spsk. køkkensalt og bagepulver og fyld op med meget varmt vand. Kom nu det misfarvede sølvtøj i skålen og lad det ligge i 10-20 sekunder. Tør det af med en blød klud, så er det funklende igen.

Tip

Brug gennemsigtige bakker fra fx flødeboller, når du pakker din julepynt væk igen. Så er den godt beskyttet fra støv og snavs, og du får et fint overblik over dine ting.

julepynt rengøring

Messing- og kobberpynt: Fjern pletter og snavs

Messing og kobber kan miste deres glød med tiden, men en opløsning af citronsyre kan hjælpe:

  • Opløs 15 g citronsyre i to liter varmt vand.
  • Læg pynten i blød i 15 minutter.
  • Brug en blød tandbørste til at fjerne snavs, skyl i opvaskemiddelvand og tør af med en klud.

Vær opmærksom på ikke at bruge tippet til forgyldte ting, men kun til massiv messing og kobber.

Guldpynt: Beskyt de sarte detaljer

Guldpynt er særligt følsomt over for ridser og fedtede fingre. Rengør forsigtigt med en blød klud dyppet i sæbevand, og tør efter med en tør klud. Undgå pudsemidler for at bevare belægningen.

Bånd: Giv dem nyt liv

De dekorative bånd på din julepynt kan også trænge til en opfriskning. Du kan selvfølgelig skifte båndene for at få et nyt udtryk, men du kan også følge denne simple metode for at friske de eksisterende op:

  • Læg båndene i blød i lunkent vand med lidt vaskemiddel.
  • Skyl dem forsigtigt og lad dem tørre fladt på et håndklæde.
  • Undgå at gnide på eventuelle tryk eller pynt for at bevare deres udseende.

Læs også: 10 juleforberedelser du kan gå i gang med nu.