Sommertærte med asparges og feta

Sommertærte med asparges og feta

Så er det sommertid i bradepanden! Den sprøde, salte mørdej krydres med parmesan, mens sommergrøntsagerne får selskab af friske krydderurter, feta og pinjekerner.

Skrevet af Imerco · 22 maj 2026

Servér tærten på sommerfestbordet, eller tag den med ud i det blå eller grønne – den egner sig fint til transport.

Se alle tærtefade.

Ingredienser til sommertærte

4 personer

Dej

170 g hvedemel
80 g fuldkornshvedemel
25 g revet parmesan
1 tsk. havsalt
135 g smør i tern
1 æg + 2 spsk. vand

Fyld

250 g grønne asparges
350 g kogte nye kartofler
1 spsk. olivenolie
4 store æg
150 g cremefraiche 38%
150 g feta
150 g revet parmesan/grana padano
1 bundt fintsnittet purløg eller ramsløg
Havsalt og friskkværnet peber
Lidt friskrevet muskatnød
15 g pinjekerner

Topping

1 håndfuld friskbælgede ærter
1 håndfuld rucola
50 g feta
Citronsaft + skal
Olivenolie

sommertærte opskrift

Sådan gør du

Kom begge slags mel, parmesan, salt og smør i tern i en røreskål. Rør det på røremaskine med K-spade, indtil smørret er helt smuldret, og blandingen ligner sand.

Tilsæt det sammenpiskede æg med lidt koldt vand i, og rør det i smørblandingen. Sluk så snart dejen samler sig.

Form dejen til en flad firkant, og lad den hvile på køl i 30 minutter.

Rul dejen ud på et meldrysset bord, til den passer til en lille bradepande på 33 x 22,5 cm. Placér dejen i formen, og lad den hænge lidt ud over siderne. Tryk mønster i kanten med en gaffel. Sæt på køl i 30 minutter.

Opvarm ovnen til 185° varmluft. Krøl et ark bagepapir sammen, og fold det ud over bunden og op ad siderne i formen.

Fyld op med rå ris eller bønner (blindbagning), og forbag tærtebunden i ca. 15 minutter. Løft forsigtigt bagepapir og ris/bønner op, og bag bunden videre i 10 minutter. 

Bræk enderne af de grønne asparges. Halvér de kogte kartofler, og vend dem med 1 spsk. olivenolie og lidt salt.

Rør æg, cremefraiche, revet parmesan og fintsnittet purløg eller ramsløg sammen med et piskeris. Krydr med salt, peber og lidt muskat.

Smuld fetaen groft ud over tærtebunden. Arrangér asparges og kartofler flot ovenpå, og hæld æggemassen over.

Drys med pinjekerner, og bag tærten i 30-35 minutter, til den er gylden og æggemassen har sat sig.

Servér tærten varm eller lun – gerne med en sprød grøn topping af friske ærter, fintsnittet rå asparges og krydderurter vendt med lidt olivenolie, citronsaft og -skal.

Afslut med et drys feta på toppen.

Læs også: Sommergryde med kylling.