Skaldyrsfest på planchagrillen

Skaldyrsfest på planchagrillen

Er der noget lækrere end et plateau med grillede skaldyr? Nu kan du skabe luksuriøs strandrestaurant-stemning derhjemme ved at servere blåmuslinger, kæmperejer, jomfruhummer og kammuslinger, der er grillet til perfektion på en planchagrill.

Skrevet af Imerco · 21 maj 2026

Når du griller på en planchagrill, får du flere fordele med i købet. Intet falder gennem risten, og du kan tilsætte urtesmør direkte på pladen, så skaldyrene suger masser af smag til sig og forbliver saftige under stegningen.

Server med brød, tomatmayonnaise og grillede citroner. Gør gerne skaldyrsfadet ekstra sommerligt med en stor tomat- eller fennikelsalat ved siden af.

Husk servietter og skylleskåle til fingrene – det her er ægte håndholdt smovsemad.

Se alle planchagrill.

Ingredienser til skaldyrsfest

4 personer

Hvidløgssmør

1 fed hvidløg
2 spsk. bredbladet persille
Revet skal af 1 citron
250 g blødt smør

Tomatmayonnaise

75 g semidried tomater i olie
1 glas mayonnaise (230 g)
3 fed hvidløg
½ tsk. cayennepeber
Lidt citronsaft
Lidt salt og sukker

Skaldyr

1 kg hele blåmuslinger
8 jomfruhummere
12 kammuslinger, rå og uden skal
12 kæmperejer, rå og med haleskal
Olivenolie
2 citroner
Lidt bredbladet persille

skaldyr på grill

Sådan gør du

Hak hvidløg og persille fint, riv citronen og rør alle tre dele i smørret. Form smørret til en rulle i et stykke husholdningsfilm, og læg den i fryseren.

Dup de semitørrede tomater i køkkenrulle. Kom dem i en blender sammen med mayonnaise, revet hvidløg og cayennepeber. Blend og smag til med lidt citronsaft, salt og evt. lidt sukker.

Rens blåmuslingerne, og kassér muslinger, der ikke lukker sig ved et let bank mod køkkenbordet. Bræk halerne af jomfruhummerne, klip skjoldet op og fjern den sorte tarmstreng. Dup kæmperejer og kammuslinger i køkkenrulle. Krydr skaldyrene med salt og peber.

Varm planchaen godt op. Dryp lidt olivenolie over hele pladen. Bred først alle blåmuslingerne ud. De skal planchagrilles til de åbner sig – vend lidt undervejs.

Placér så kæmperejer og jomfruhummere med kødsiden nedad og til sidst kammuslingerne på pladen. Skær skiver af hvidløgssmørret, og læg både noget oven på skaldyrene og noget på pladen.

Giv skaldyrene 2 minutter på den ene side, vend rundt og giv dem 1-2 minutter på den anden. Kom lidt ekstra hvidløgssmør på til slut.

Anret straks de færdiggrillede skaldyr på et serveringsfad. Dryp med lidt citronsaft og et drys persille.

Servér straks med citronbåde, tomatmayonnaise og godt brød.

Læs også: Klargøring af planchgrill.