
Med sous vide får du altid kød, der sidder lige i skabet. Følg vores enkle trin for trin guide, og imponér dine gæster med saftige, møre resultater, så de vil tro, du er en ægte gourmetkok.
Skrevet af Imerco · 17 februar 2026Drømmer du om perfekt tilberedt kød, der er mørt, saftigt og fuld af smag hver eneste gang? Med sous vide kan du tage kontrollen over temperaturen og opnå præcise resultater, som ellers kun kendes fra professionelle køkkener. Metoden er både enkel og overraskende effektiv: Kødet vakuumpakkes og tilberedes i et vandbad ved en nøje kontrolleret temperatur, hvilket sikrer ensartet tilberedning .
I denne artikel guider vi dig til, hvordan du kommer godt i gang med sous vide, hvilke udskæringer der egner sig bedst, og hvordan du får den perfekte stegeskorpe til sidst.

Start med at placere kødet i en vakuumpose sammen med de smagsgivere, du ønsker at tilføre, for eksempel hvidløg, rosmarin eller en marinade. Herefter lægges posen i vakuumpakkeren, som suger luften ud og lukker den helt tæt.
Vakuumpakning kan også bruges til grøntsager, ost og andre fødevarer. Det hjælper med at forlænge holdbarheden og reducerer madspild.
Find alle vores vakuumpakkere her.
Sous vide er en tilberedningsmetode, som mange professionelle kokke sværger til, fordi den kan løfte dit kød til et helt nyt niveau. Den lange tilberedning ved nøje kontrollerede temperaturer giver et ensartet og saftigt resultat og er samtidig en enkel måde at opnå perfekt kød på.
Når kødet er vakuumpakket, placerer du det i et sous vide kar eller en gryde med vand. Herefter sætter du din sous vide stav i vandet og indstiller den ønskede tid og temperatur. Ved at lægge isoleringskugler på vandoverfladen kan du reducere fordampning og varmetab med op til 90 procent.
Sådan indstiller du temperaturen: Meget rødt kød 49°C, rødt kød 56,5°C, medium kød 60°C, medium-gennemstegt 65,5°C.
Find alle vores sous vide maskiner.
Det meste kød bliver ekstra lækkert med en sprød stegeskorpe. Når dit kød har nået den ønskede temperatur i sous vide, tages det op af vandet og ud af vakuumposen. Varm en pande op med smør og olivenolie – en grillpande giver desuden en flottere stegeskorpe – og skru op for varmen. Steg kødet hurtigt på alle sider, mens du overhælder det med smørret og olien, så det får både farve og smag.
Du kan også tilsætte hvidløg, rosmarin, timian eller andre krydderurter på panden for at give kødet ekstra aroma og dybde.
Hvis du ønsker at tilføre dit kød en subtil og raffineret røgsmag, er en røgpistol et ideelt redskab. Placer kødet på en tallerken og dæk det med et låg eller husholdningsfilm. Når røgpistolen er tændt, fører du slangen ind under låget eller filmen og fylder tallerkenen med røg, før du lukker til igen. Lad kødet stå, indtil det har absorberet den ønskede mængde røgsmag.
Husk, at kødstykker med højere fedtindhold absorberer røgsmagen hurtigere, så tilberedningstiden kan variere afhængigt af udskæringen.
Find alle vores røgpistoler her.
Når kødet har hvilet, er det klar til servering – Bon Appétit!