JULEKATALOGET ER UDE NU! Med masser af inspiration til julen.
Lav de sødeste små juletræer i en cheesecake-variant, der får julestemningen helt i top. Få opskrift og fremgangsmetode i artiklen her.
Skrevet af Imerco · 20 oktober 2025Er de ikke søde? De fine juletræer laves af flødeostcreme, der sprøjtes ud på små fuldkornskiks og pyntes med sukkerkugler og stjerner. Nyd dem som de er, eller servér dem med kirsebærsauce til.
18-20 stk.
200 g fuldfed flødeost naturel
2 dl piskefløde
1 spsk. citronsaft
1 tsk. vaniljeekstrakt
90 g flormelis
Lidt grøn pastafarve
20 små Digestive-kiks (diameter 5,5 cm)
20 papirstjerner
Sukkerkugler
Evt. lidt flormelis som snedrys
Rør flødeosten blød på røremaskine med piskeris. Tilsæt derefter piskefløden lidt ad gangen ved lav hastighed.
Når al fløden er tilsat, skruer du op, og pisker til cremen er fast men stadig blød. Tilsæt flormelis, citronsaft og vanilje på lav hastighed, skru op, og pisk cremen stiv.
Tilsæt grøn pastafarve - begynd med ½ tsk. og stop, når cremen er flot juletræsgrøn. Fyld cremen i en sprøjtepose med lukket stjernetylle (Ø 8 mm).
Placér kiksene på et serveringsfad. Sprøjt først en stor roset af creme ud midt på hver kiks. Oven på den en mindre roset, og slut af med en lille roset med top.
Pynt juletræerne med stjernesukkerpynt, og et drys “flormelis-sne”, og servér straks.
Læs også: Lækker cheesecake med smag af jul.
Du kan også bruge større fuldkornskiks som bunde og lave portionskager med en midte af kirsebærsauce. Sprøjt et par ringe flødeostcreme i kanten af hver kiks, så der dannes et hulrum i midten. Her er der plads til en skefuld kirsebærfyld, inden toppen sprøjtes på.