Ristede gulerødder med humus og dukkah-drys

Ristede gulerødder med humus og dukkah-drys

Lav denne skønne ret som en lækker forret eller en grøn frokost med brød til. Få opskriften på de lækreste gulerødder, humus og dukkah-drys lige her.

Skrevet af Imerco · 7 august 2025

Sprøde gulerødder med lækkert drys og dyppelse til er en skøn ret, som hurtigt kan gå hen og blive en favorit. Lav den, smag den og lav den igen.

Se alle minihakkere.

Ristede gulerødder med humus og dukkah-drys

Til 4 personer

Hummus

1 dåse afdryppede kikærter,
ca. 240 g drænet vægt
75 g tahini (sesamsmør)
Saft af 1 citron (1/2 dl)
½ dl vand
2 fed hvidløg
2 spsk. olivenolie
1 tsk. stødt spidskommen
Havsalt

Ristede gulerødder

1 kg nye gulerødder,
gerne blandede farver
1 spsk. olivenolie
1 spsk. ahornsirup
havsalt og peber

Dukkah-drys

75 g mandler
75 g pistaciekerner
2 spsk. sesamfrø
2 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. fennikelfrø
½ tsk. havsalt

Derudover også frisk koriander og evt. 50 gram ribs til pynt.

Sådan gør du

Kom kikærterne i en minihakker, og tilsæt de øvrige hummusingredienser. Kør til en cremet hummus. Smag til med salt.

Skrab eller skræl gulerødderne. Flæk de største på langs med en stor kniv, og lad små rødder være hele. Vend dem med olivenolie, ahornsirup, salt og peber, og bred dem ud på en bageplade med bagepapir. Bag ved 215 grader i 20-25 minutter.

Lav dukkah, mens gulerødderne er i ovnen. Kom mandler, pistaciekerner og sesamfrø i en minihakker, og hak dem til groft nøddemel, men stadig med gode nøddechunks.

Kom blandingen på en tør pande, og rist den over middelvarme i 5 minutter, mens du vender i det med en palet. Tilsæt krydderier og salt, og steg i 3-4 minutter mere. Lad det køle på en tallerken.

Bred hummus ud i bunden af et stort fad. Top med lune ristede gulerødder, drys med 2-3 spsk. dukkah, koriander og ribs.

Læs også: Opskrift på hjemmelavet holiday dip.

Tip

Du kan nemt forvandle den klassiske hummus til en pink rødbedevariant ved at tilsætte ca. 125 g kogt, afkølet rødbede i mindre stykker. Blend det blot sammen med de øvrige ingredienser.

hummus med rødbede