SPAR 25% PÅ ROYAL COPENHAGEN* ved køb af 2 stk. Se de gode priser på ikoniske designs.
Shop herHerlev, den 6. marts 2026
Med en omsætningsvækst på 122 mio. kr. leverer Imerco i 2025 igen stor fremgang. Omsætningen stiger til 1.810 mio. kr., og resultat før skat øges markant.
Imerco, Danmarks største omnichannel-kæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør, offentliggør i dag årsrapporten for 2025.
Hovedtal 2025
Vækst i både butikker og digitale kanaler
Omsætningen overstiger forventningerne ved årets begyndelse og er drevet af fremgang i både de fysiske butikker og de digitale salgskanaler, der nu udgør 34% af den samlede omsætning.
Administrerende direktør Frederik Brønnum udtaler: ”Vi oplevede allerede fra årets start en positiv udvikling i både omsætning og indtjening. I 11 ud af årets 12 måneder leverede vi rekordomsætning. Det vidner om en stærk organisation og stor opbakning fra vores kunder.”
Styrket indtjening og solid finansiel position
Bruttoresultatet stiger med 50 mio. kr., og driftsindtjeningen (EBIT) forbedres med 19% til 107 mio. kr., svarende til en EBIT-margin på 5,9%. Resultat før skat øges med 58% til 68 mio. kr. De
frie pengestrømme udgør 180 mio. kr., primært påvirket af køb af domicilejendom. Egenkapitalen er styrket til 1.033 mio. kr., svarende til en egenkapitalandel på 43%.
Frederik Brønnum tilføjer: ”Vi leverer både vækst og forbedret indtjening i et marked præget af forandring. Vores forretningsmodel og evne til at eksekvere – både digitalt og i butikkerne – står stærkt.”
Dybere og bredere sortiment
Imerco har nu mere end 40.000 varer i sortiment. Størstedelen er digitalt tilgængelig og kan købes både i butikker og online. De mest efterspurgte varer lagerføres i butikker og på centrallageret, mens øvrige varer leveres direkte fra leverandør.
”Vores Drop In/Drop Out-løsning er nu udrullet til de fleste danske leverandører og i 2025 også til en lang række internationale partnere. Løsningen udvider sortimentet, forbedrer kundeservicen og øger effektiviteten i værdikæden. Leveringshastighed, sortimentsbredde og attraktive priser er afgørende for, at kunderne vælger Imerco,” siger Frederik Brønnum.
Markedsledende position styrkes
Resultaterne er drevet af målrettet digital markedsføring, en af Danmarks største kundeklubber, et bredt sortiment samt et fuldautomatiseret og skalerbart AutoStore-lager, der sikrer hurtig og fleksibel levering i tæt samspil med det landsdækkende butiksnet.
Imerco fortsætter samtidig investeringerne i både butikker og digitale løsninger. I 2025 er der investeret 43 mio. kr., svarende til 2,4% af omsætningen.
Administrerende direktør Frederik Brønnum udtaler: ”I 2025 har vi åbnet seks nye eller nyrenoverede butikker, og 80 butikker er opgraderet med nye inventardele.”
Han fortsætter: ”Imerco kan som ingen anden i branchen kombinere rådgivning, service, stort sortiment og konkurrencedygtige priser. Vi designer vores løsninger, så vi kan servicere kunderne hurtigt og tæt på.”
Antallet af medlemmer i kundeklubben ImercoPlus overstiger nu 2 mio. - en af Danmarks største – og kæden øger igen sine markedsandele.
Forventninger til 2026
Regnskabsåret 2026 er startet positivt med fortsat vækst og indtjeningsfremgang.
”Vi holder kurs og fart. Vi investerer fortsat i digitale løsninger, butikker, kundeklub og sortiment. Vi forventer en omsætningsvækst på 3–5% og en EBIT-margin på 6–7% i 2026,” siger Frederik Brønnum.
Ny bestyrelsesformand
På generalforsamlingen den 19. marts 2026 giver Mikael Goldschmidt stafetten videre som bestyrelsesformand til Jens Høgsted, der har været medlem af Imercos bestyrelse siden november 2018. Mikael Goldschmidt fortsætter som ejer.
Ejer Mikael Goldschmidt udtaler: ”Jeg har været hovedaktionær og stået bag Imerco i snart 20 år. Jeg nærmer mig de 70, og ønsker at hverdagen fremover skal se lidt anderledes ud – blandt andet med mere tid til mine børnebørn. Imerco står stærkt, og jeg overlader trygt formandsposten til Jens Høgsted, men vil fortsat stå bag Imerco som ejer.”
Jens Høgsted udtaler: ”Imerco har et stærkt fundament, en klar strategi og en dygtig ledelse. Jeg ser frem til at fortsætte den positive udvikling, og sammen med bestyrelse og direktion styrke selskabets markedsposition yderligere.”
Frederik Brønnum siger: ”Mikael Goldschmidt har haft afgørende betydning for Imercos udvikling. Jeg takker for hans store engagement og ser frem til fortsat at have ham med som ejer.”
Yderligere information:
Administrerende direktør Frederik Brønnum
Tlf. 43 20 10 00