Hero 2 44 (2)

Dessertpizza med pistacie og jordbær

Hvem siger, at pizza altid skal være en salt fornøjelse? Timm Vladimir serverer denne søde og sprøde dessertpizza med pistaciecreme og jordbær.

Skrevet af Imerco · 21 maj 2025

Prøv en anderledes og uimodståelig dessertpizza med sprød bund, cremet pistacie og friske jordbær. Perfekt som sommerdessert eller til hyggelige stunder. Børn og voksne vil elske den – men pas på, den er stærkt vanedannende!

Se alt pizzaudstyr her

Dessertpizza med pistacie og jordbær

Timms hurtige pizzadej

Til 4 mellem pizzaer

400 g lunkent vand
25 g gær
2 spsk. olivenolie
600 g hvedemel
14 g salt

Dessertpizza

1 rå pizzadej i bolle
Sukker til drys
1 glas pistaciecreme (Made by Mama) jordbær
Flormelis til drys

Sådan gør du

Pizzadej

Kom vandet i en skål, og opløs gæren i det. Tilsæt olivenolie, og derefter mel, og kør dejen på en røremaskine i 10 minutter. Du kan selvfølgelig også ælte i hånden. Tilsæt salt, og fortsæt æltningen i 2-3 minutter. Lad dejen hæve i skålen ved stuetemperatur i 30-45 minutter.

Tag dejen op og del og form den til fire boller. Læg dem til hævning i yderligere 30 minutter med samlingen nedad. De er nu klar til brug. Tænd din ovn på de absolut højest mulige varmegrader (250 °C eller gerne mere) med en omvendt bageplade i. Medmindre du har en bagesten eller et bagestål – så brug gerne det. Lad ovn og plade blive glohed.

Form pizzadejsbollen til en pizzabund med hænderne ved at trykke dejen sammen på midten og langsomt presse den udad, så eventuelle luftbobler forsvinder eller sætter sig i kanten. Bag pizzabunden til den har fået godt med farve. Når den lyder hul ved lette bank, er den færdig.

Dessertpizza

Drys bunden med sukker, og bag den, til den får farve, og sukkeret er karamelliseret. Lad bunden køle lidt under et klæde, så den bliver lidt blød i skorpen.

Smør bunden godt med pistaciecreme, top med friske jordbær, og drys rigeligt med flormelis over hele pizzaen, også skorpen. Skær i slices – der bliver seks-otte af én pizza. Servér straks.

Tip

Lav en skøn pizzaaften for tre-fire personer, og bag tre af de fire bunde med forskellige slags saltet pizzafyld. Og slut så middagen med dessertpizza af den sidste bund. Pizza til forret, hovedret og dessert – lyder det ikke som en skøn menu?!

Dessertpizza med pistacie og jordbær