Den hvide gløgg er et lækkert alternativ til den klassiske gløgg, der hører julen til – den er friskere og lettere, men mindst ligeså julet!
Skrevet af Imerco · 28 oktober 2022Den hvide gløgg er et skønt og ’mildere’ alternativ til den klassiske røde gløgg, som vi kender. Den er nemlig friskere, men har den samme krydrede, karakteristiske julede smag – og så supplerer den fint julens søde sager, uden at det bliver for tungt. Du kan endda lave en alkoholfri version, hvor de varme krydderier virkelig får lov til at udfolde sig.
5 dl god æblemost
60 g sukker
2 kanelstænger
2 stjerneanis
4 nelliker
5 kardemommekapsler
3 cm frisk ingefær, skåret i tynde skiver
1 flaske hvidvin
Evt. lidt friskpresset citronsaft
Derudover også smuttede mandler og små, røde æbler (fx pigeon), der er skåret i skiver.
Hæld æblemost i en lille gryde, og tilsæt sukker og krydderier. Kog mosten op og lad den simre i 15 minutter. Tag derefter gryden af blusset, og lad mosten trække under låg i 30 minutter.
Lad eventuelt æblemosten trække til dagen efter for at intensivere smagen.
Hæld så æblemosten igennem en sigte og over i en gryde. Tilsæt hvidvin, og varm op til lige under kogepunktet.
Ønsker du en stærkere gløgg, kan du tilsætte 2 dl hvid rom eller Calvados. Du kan også lave en alkoholfri version – du skifter bare hvidvinen ud med æblemost.
Tag gryden af blusset, og smag gløggen til – måske skal der lidt mere sukker i den. Du kan også tilsætte 1-2 spsk. citronsaft – det kommer meget an på, hvor syrlig den most og hvidvin, du har brugt, er.
Hæld gløggen i varmefaste glas, og tilsæt 1 spsk. smuttede mandler og et par skiver frisk æble til hvert glas.
Servér straks og nyd!
Pift gløggen op ved at pynte med en appelsinskal-spiral og en kanelstang inden servering.