Vaffel opskrift – sådan laver du den bedste vaffeldej
Til 6 personer
125 g smør
1 dl sukker
2 æg
1½ dl vand
2 dl kærnemælk eller A38
350 g mel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 tsk. kardemomme
Smelt smørret og stil det til side. Slå æg ud i en røreskål, tilsæt sukker og pisk med en håndmixer i ca. 2 minutter til sukkeret er opløst. Bland vand og kærnemælk (eller A38) i æggemassen, og tilføj dernæst mel, bagepulver, natron og kardemomme og rør dejen jævn med håndmixeren.
Lad dejen hvile 15-20 minutter, før du til sidst rører det smeltede smør i. Nu er din vaffeldej klar til at blive bagt i det varme vaffeljern.
De varme vafler smager godt med flormelis og syltetøj, men du kan også spise dem med flødeskum, friske bær, chokoladesovs, skyr rørt med honning eller alt mulig andet godt du kan forestille dig. Velbekomme.
Det er Vaffeldag den 25. marts, og sådan er det hvert år.
Den nordiske skik med at fejre Vaffeldag stammer fra Sverige og er knyttet til Maria Bebudelsesdag. Altså den dag, hvor ærkeenglen Gabriel viste sig for Maria og fortalte, at hun skulle føde Guds søn.
I dag tror man, at dagen, som i Sverige blev kaldt ”Vår fru dag”, med tiden kom til at hedde Vaffeldag, fordi den svenske udtale af de to udtryk ligger tæt op ad hinanden – men måske har det bare været en sjov undskyldning for at spise lækre vafler og ikke mindst fejre vinterens afslutning og hilse foråret velkommen.
Det synes vi, er helt på sin plads. Så find dit vaffeljern frem, og send svenskerne en kærlig tanke, mens du bager en ordentlig stak vafler.